Vi startede denne lille serie ud med at skelne mellem skyld og skam. Vi ser sådan på det, at skyld handler om, hvad du gør/har gjort, og at skam handler om, hvem du er. I del 2 skrev vi om den indre dommer, og hvordan den stemme kan få os til at føle, at der er noget helt galt med os selv og andre, hvilket kan udvikle sig til en skam over, hvordan man er, og hvordan man tænker. Vi lagde op til, at man kunne prøve at være lidt mere opmærksom på, hvem ens indre dommers stemme minder om (forældre, lærere, pædagoger, venner etc.), så man på den måde måske kunne lære at tage afstand fra den, når den ikke ligefrem gør livet nemmere for os.
Vi vil gerne starte med denne påstand: du er ikke dine tanker, men derimod det, der lægger mærke til dine tanker. Vores tanker er et virvar af indtryk, som vi ikke bare sådan lige kan styre, og som vi heller ikke altid ved, hvor kommer fra. Vi kender det selv, at man nogle gange kan blive vildt frustreret over, hvad man tænker, og hvor meget man tænker (eller hvor lidt man tænker). Vi kan, med andre ord, ikke kontrollere vores tænkning. Men vi kan lære at lægge mærke til vores tænkning, som netop bare tænkning, og på den måde observere særligt de tanker, som ikke hjælper os med at leve vores liv på den måde, vi gerne vil leve det på. Men det kræver, at vi først og fremmest bliver bevidste.
At blive bevidst tror vi først og fremmest handler om at blive klar over, hvordan man gerne vil være, dernæst, hvad man synes er vigtigt i ens liv, og slutteligt, hvordan man vil nå derhen med konkrete handlinger. Det kan derfor være en god ide, at sætte sig ned med et stykke papir og en blyant, eller en app man kan indtale sin stemme med, og besvare disse spørgsmål:
1: Hvis du ikke behøvede at være bange for at fejle, hvordan ville du så gerne være?
2A: Hvilke tre oplevelser i dit liv har lært dig mest om, hvordan du gerne vil være?
2B: Hvilke tre oplevelser i dit liv har lært dig mest om, hvordan du ikke vil være?
2C: Hvad har de lært dig om, hvad du synes er vigtigt?
3A: Hvad kan du gøre lige nu for at komme tættere på hvordan, du gerne vil være?
3B: Hvad kan du gøre i morgen?
3C: Hvad kan du gøre i løbet af den næste uge?
3D: Hvad kan du gøre i løbet af den næste måned?
Når den indre dommer så kommer på banen og måske fortæller os, at vi aldrig kommer i mål med vores plan, synes vi, det er en god ide at give denne dommer et navn og lære at sige højt til den, at den skal tie stille. Og når dommeren fortæller os, at noget måske er farligt, og at vi derfor skal undgå det, kan vi takke stemmen for at forsøge at passe på os, men fortælle den, at den gerne må træde til side, for vi har en plan, som vi gerne vil nå i mål med. Dét er at være bevidst om, at man ikke er sine tanker, men den, der lægger mærke til sine tanker.
Der er selvfølgelig rigtig mange måder at arbejde med skyld og skam på, men vi mener, at en af de vigtigste, vi kender, er at handle således, at man lukker munden på skammens stemme ved at blive klar over, hvor stemmen kommer fra, og samtidig arbejde på at den ikke må kvæle ens håb og drømme.
Vi håber, at denne lille serie har gjort dig bare lidt mere bevidst om skammens stemme, og at den måske har givet dig et eller flere redskaber til at arbejde med den. Vi synes, at alle mennesker fortjener et liv uden skam, og det vil vi gerne bidrage til <3
Comentários