
GRÅK PLAY METODEN
Hvad er GRÅK PLAY?
GRÅK PLAY er en metode, der kombinerer bevægelse, pædagogik og mentalisering.
Med GRÅK PLAY trænes sociale og mentale kompetencer gennem fællesskab, samarbejde, leg og skalerbare øvelser, så alle kan føle sig trygge og deltage på egne præmisser.
Metoden sikrer, at alle, der har brug for tålmodighed og forståelse, kan trives i bevægelse og at de får en oplevelse af succes og mestring – både individuelt og i fællesskab med andre.
Bevægelse der giver succesoplevelser
Hele det metodiske grundlag i GRÅK PLAY er, at det skal være enormt nemme øvelser at lære, og at deltagerne selv skal diktere, hvor meget eller hvor lidt intensitet, øvelserne skal udføres med.
Når vi fremviser, de øvelser, vi laver, er det vigtigt for os, at deltagerne med det samme kan forstå og udføre øvelsen. Vi vil nemlig skabe livsmestring gennem succes, og de succeser får vi flest af, når vi forstår, hvad deltagernes unikke forudsætninger er og møder dem der.
For de mere forbeholdne kræver det, at der i starten er enormt lette og tilgængelige øvelser, som de kan "se og gøre". På den måde får de lynhurtigt en følelse af at lykkes med øvelsen. Disse øvelser hører under det, vi kalder "Kroppens ABC".
Det stærke relationsarbejde
Både den almene og den pædagogiske idræt vender blikket mod eleven, hvad angår deltagelse i fællesskaber. Vi synes at det største krav til et skalerbart bevægelsestilbud skal ligge hos underviseren.
Det er underviserens opgave at skabe et mentaliserende rum, hvor den unge kan skabe nye kropsfortællinger, spejle sig i andre og udvikle en tro på, at deres kompetencer. Dette kalder vi for en socialpædagogisk bevægelse.
Kommunikation med kroppen
Når mennesker mistrives i vores samfund, prøver vi professionelle at finde ind til problemet gennem samtale. Men selvom der er årtiers evidens bag samtalebehandlingens effekt, er det oftest dem, der i forvejen er gode til at tale om deres udfordringer der profiterer. Dem, der ikke kan sætte ord på hvad der foregår indeni. Dem, der ikke ved hvad de skal sige eller hvordan de skal sige det. De kommunikerer, ofte ubevidst, med kroppen. GRÅK PLAY metoden er en alternativ ressource til at kommunikere gennem kroppen.

MENTALISERING
GRÅK PLAY bruger en mentaliserende tilgang til opbygningen af vores aktiviteter og strukturen bag. I praksis betyder det, at vi som GRÅK-instruktører interesserer os for menneskers mentale tilstande. At vi er nysgerrige på, hvad vi selv bringer med ind i relationen. At vi kan regulere os selv, så vi er det rolige element i andres følelsesliv.

KROPPENS ABC
Vi definerer Kroppens ABC som værende grundelementerne i menneskelig bevægelse igennem et levet liv: at squatte, kravle, løbe, hoppe, klatre, presse, trække, skubbe, bære, spænde op, kaste og gribe.
SOCIALPÆDAGOGISK BEVÆGELSE

Socialpædagogisk bevægelse forsøger gennem træning i Kroppens ABC at udvikle brugernes fysiske, psykiske og sociale kompetencer. Instruktøren er ansvarlig for at imødekomme de unges individuelle behov og forudsætninger samt skabe et mentaliserende rum, hvor følelsesmæssig tryghed og fysisk sikkerhed er i fokus. Den socialpædagogiske bevægelse bruges som middel til at skabe mere positive kropsfortællinger, mestringstillid samt en forståelse af en selv og derigennem opnå evnen til at indgå i fællesskaber gennem samarbejde og spejling af hinanden.