Din hjerne holder hele tiden øje med, hvad der foregår i din krop, og hvordan kroppen har det. Er der noget, vi skal være opmærksomme på? Er der en skade? Er vi sultne? Mangler vi søvn? Fryser vi, eller har vi det for varmt? Er der noget, der truer vores overlevelse?
Man kan sige, at hjernen konstant foretager temperaturmålinger, og jævnligt giver os vejrudsigten. Men ligesom vejrudsigten på fjernsynet eller telefonen sjældent er helt præcis, er hjernens vejrudsigt for kroppen heller ikke altid præcis. Hvem har ikke prøvet at være irritabel eller måske direkte aggressiv, fordi vi har været voldsomt sultne, og vores blodsukker alt for lavt? Hvem har ikke oplevet at være lidt følelsesmæssigt svingende, fordi vi har sovet alt for lidt?
Pointen er, at vi nemt kan komme til at tro, at kropslige tilstande handler om nogle meget sociale følelser. Altså at vreden der kommer fra sulten kan tolkes som om, at Peter altid er virkelig irriterende og ude på at gøre vores liv surt. Eller at vi ikke ved, hvorfor vi reagerer lidt ude af kontrol, indtil vi husker på, at vi har sovet alt for lidt de sidste par nætter. Følelser kan altså være en måde at fortolke kroppens tilstande på, og derfor skrev vi sidste gang, at det kan være vigtigt at blive stående i sine følelser.
Oplever vi at blive afvist af venner eller af den, vi har kastet vores kærlighed på, opleves den afvisning af hjernen måske som en fysisk trussel. Hvis vi igen tænker tilbage til livet på Afrikas Savanne, så var det en rigtig skidt ide at blive udelukket fra sin gruppe, da den gruppe med garanti var vores eneste chance for at overleve barske vilkår. Det var lige så skidt at blive afvist af sin udkårne og stå uden muligheden for at få børn, så vores gener kunne overleve. Det er nogle meget gamle mekanismer, der kommer i spil. Problemet er bare nogle gange netop dét - at de mekanismer er virkelig gamle, måske alt for gamle. Hjernen laver altså helt med vilje lidt af et drama.
Når vi lærer at fortolke følelsernes budskab på en måde, der passer til den mere sikre verden, vi har i dag, men også som et udtryk for, at der måske er et fysisk behov, vi trænger til at få dækket, har vi en bedre chance for at berolige og regulere os selv. Men det kræver, at vi ikke altid bare skynder os at gøre noget, når vi føler noget, der til en start måske er lidt svært. Ind i mellem skal vi blive stående og tænke os godt om: er det hele ved at falde fra hinanden, eller er det et bump på vejen? Er jeg virkelig sur, eller er jeg virkelig sulten? Er jeg ved at blive lidt nedtrykt, eller har jeg sovet alt for lidt på det seneste? Er jeg ved at købe disse sko, fordi jeg har brug for at tænke på noget andet end Peter/Mette?
Det er okay, at følelser er svære. Det er bare din hjernes måde at hjælpe dig med at overleve på. Sig tak til din hjerne, og fortæl den så, at der er styr på det, og du bare skal have lov at sidde med det svære lidt, og med tiden lære at se sorgen som muligheden for at komme stærkere ud på den anden side
*Vi vil gerne understrege, at vi ikke udtaler os om situationer, hvor smerten kommer af traumer eller andre svære, psyko-sociale vilkår. Vi udtaler os kun på vegne af almenmenneskelige vilkår.