Nogle børn har svært ved at stoppe igen, når legen først er i gang. Ikke fordi de vil overskride grænser, men fordi kroppen er høj på tempo, intensitet og begejstring. For de børn kan overgangen fra vild leg til ro være svær uden hjælp.

​

Tumleleg – også kaldet roughhousing – kan se voldsom ud udefra. Og ja, der er en risiko for, at det kammer over. Men i trygge rammer kan den samme leg bruges til at træne noget helt centralt: barnets evne til at mærke sig selv, regulere sin kraft og finde tilbage til ro igen.

Når jeg skriver dette, er det ikke som GRÅK-instruktør, men som far. Tumleleg er ikke en del af GRÅK-praksis. Det er noget, jeg gør derhjemme med mine egne børn. Erfaringerne herfra hænger dog fint sammen med den forståelse af regulering, vi arbejder med i GRÅK: at regulering er en kropslig kompetence, der læres gennem erfaring, gentagelse og relation – ikke gennem forklaringer alene.

For mange børn opstår ro først, når kroppen har fået mulighed for at bruge sig selv.

​

10 greb til at træne selvregulering gennem tumleleg

​

1. Gør det klart for dig selv, hvilken struktur du ønsker omkring legen

Hvor skal legen foregå? Hvilke legeredskaber er i spil? Hvor lang tid skal I tumle? Og hvilke greb vil du bruge, hvis dit barn får svært ved at geare ned?

 

2. Tal tumlelegen igennem med dit barn

Sæt jer sammen og få klarlagt forventninger og rammer. Visualisér, hvordan legen kommer til at foregå, og hvordan I sammen afslutter den.

 

3. Opbyg faste ritualer omkring legen

Det kan være et start- og sluthåndtryk, en særlig hilsen, et kodeord, hvis legen bliver for vild, et stykke musik I hører til, eller faste regler, I altid gennemgår sammen.

 

4. Træn stop/frys som leg

Når I på kommando skal fryse og blive statuer, lærer barnet at beherske sig selv uden at træde helt ud af legen. Det kan med fordel bruges mere og mere mod afslutningen.

 

5. Husk, at regulering læres udefra og ind

Børn lærer ikke selvregulering alene. De låner den i starten. Når du som voksen holder roen, sætter tempoet ned eller reparerer efter en fejl, giver du dit barn en kropslig erfaring af, hvordan regulering ser ud i praksis.

 

Det er ikke et problem, at du laver fejl i legen. Tværtimod. Når du overskrider en grænse, misforstår et signal eller reagerer for hurtigt – og bagefter viser omsorg, tager ansvar og genetablerer kontakten – lærer dit barn, at relationer kan tåle brud og finde sammen igen. Den erfaring kan barnet senere trække på i samspillet med andre børn.

 

6. Lær dit barn at “geare ned”

Øv tempo og intensitet i forskellige gear. Brug konkrete erfaringer, fx en køretur, til at vise, hvordan motoren lyder i de forskellige gear, og hvordan det kan mærkes i kroppen. Når barnet har en kropslig reference, er der langt større sandsynlighed for, at det virker i legen:

“Hey, kobl lige ned i tredje gear.”

 

7. Hav en fast og tydelig afslutning

Det kan være en tidsbegrænsning, et bestemt antal musiknumre eller en afsluttende, udmattende leg. Her er det vigtigt, at du selv forholder dig roligt og er opmærksom på barnets signaler, så legen ikke bliver klaustrofobisk.

 

8. Slut af i ro sammen

Sid stille sammen. Træk vejret ind gennem næsen og slip langsomt luften ud gennem munden. Det kan kombineres med berøring, nærhed, ansigtsmassage eller at barnet ligger ind til dig og mærker dit hjerte falde til ro.

 

9. Ros alt det, der gik godt

Især selvbeherskelse, empati og omsorg. Peg konkret på det, barnet gjorde, da det lykkedes.

 

10. Brug evt. point som leg

Hvis dit barn har et stort behov for at øve selvbeherskelse, kan det hjælpe at gøre indsatsen synlig gennem point. Point kan veksles til fælles oplevelser eller rolig skærmtid. Et whiteboard kan hjælpe både barn og voksen med at holde fokus på positiv adfærd frem for det, der ikke lykkes.

​

Case

 

Carl har svært ved at beherske sig selv, og det går ofte ud over legekammeraterne i børnehaven. Pædagogerne oplever, at han ikke kender sin egen styrke, og hvis han bliver puffet – i leg eller ved et uheld – reagerer han voldsomt.

 

Efter et ubehageligt opkald fra en anden forælder beslutter Carls mor sig for to ting:

1. Carl skal lære sin egen styrke at kende gennem tumleleg.

2. Han skal gennem ritualiseret tumleleg lære om selvbeherskelse.

 

Hun lægger en plan sammen med pædagogerne og forbereder legen derhjemme ved at lægge dyner, tæpper og puder ud på stuegulvet, så de kan lege vildt uden at komme til skade. Carl står nysgerrigt og kigger på.

 

For nylig har de set et program om løver. Carls mor forklarer, at løveunger leger vildt, men uden at bide eller kradse med fuld styrke. Når legen er slut, skal de være et roligt dyr. Carl vælger et dovendyr.

 

De aftaler faste rammer: start og slut med et løvebrøl, kodeordet “piv”, hvis tempoet bliver for højt, og tre musiknumre, som Carl selv vælger. Når musikken stopper, er det tid til at være dovendyr.

 

Legen starter voldsomt. Carl hopper op på sin mor og river hende hårdt i håret. Hun siger tydeligt “piv”. Carl stopper straks og falder hende forskrækket om halsen. Hun roser hans omsorg.

 

Undervejs holder hun ham fast, sætter tænderne let i hans ben og lader ham mærke både sin egen og hendes styrke. Til sidst lægger hun sin vægt på ham og lader ham tre gange kæmpe sig fri med succes. Han bliver rost for både styrke og vedholdenhed.

 

Efter cirka ti minutter er Carl klar til at være dovendyr. Han ligger i sofaen med sin iPad, mens hans mor nusser ham i håret og roser hans evne til både at lege vildt og falde ned igen.

 

Over tid bliver Carl mere bevidst om sin egen styrke. I samarbejde med børnehaven får han redskaber til at tælle til ti og regulere sig selv, før han reagerer på andre børn.

 

⸻

 

Afslutning:

 

Ingen af punkterne handler om kontrol eller perfektion. De handler om relation, timing og gentagelse. Og om at give børn erfaringer med, at høj intensitet ikke behøver ende i kaos.

 

Når vi som forældre tør være i legen – også når vi laver fejl – giver vi vores børn noget vigtigt med sig: erfaringen af, at man kan miste fodfæstet og finde det igen. At man kan sige stop, reparere og vende tilbage til fællesskabet.

 

Det er ikke noget, man forklarer sig til.

Det er noget, man øver – sammen.

​