TILBAGE TIL HVERDAGEN
Håndholdt forløb hos GRÅK
Det håndholdte forløb handler om at komme tilbage i en hverdag, der hænger sammen.
For nogle drejer det sig om skolevægring eller langvarigt fravær.
For andre handler det om stress, overbelastning eller en hverdag, der er faldet fra hinanden over tid.
Udfordringerne kan se forskellige ud, men behovet er ofte det samme:
struktur, rytme og noget, der holder hverdagen oppe, mens man arbejder sig tilbage.

Hvem er forløbet for?
Forløbet henvender sig til unge og voksne fra ca. 15 år, som har svært ved at fastholde eller genopbygge en almindelig hverdag med skole, uddannelse eller arbejde.
Det kan være:
-
Unge med skolevægring eller ustabilt fremmøde
-
Unge eller voksne med stress eller udmattelse
-
Mennesker, der gerne vil videre, men mangler overskud, struktur eller retning
Hvordan fungerer det håndholdte forløb?

Forløbet er bygget op omkring fast træning og faste tidspunkter.
Fast træning betyder:
-
Noget konkret at stå op til
-
Et fast holdepunkt i ugen
-
En ydre struktur, der kan bære, når overskuddet er lavt
Træningen bruges som et stabilt anker i hverdagen. Den giver rytme, bevægelse og fornemmelsen af at være i gang på en måde, der kan holde.
Når noget falder væk i livet, opstår der tomrum. Tomrum bliver næsten altid fyldt ud af noget andet. Derfor handler forløbet også om at sætte noget konstruktivt i stedet for uhensigtsmæssige mønstre.
Fast træning giver en ramme, som kan erstatte passivitet, kaos eller overbelastning – og samtidig give energi til resten af hverdagen.
Struktur og hverdagsfærdigheder

Ud over træningen arbejder forløbet med de rammer, der får hverdagen til at fungere i praksis.
Her inddrages elementer som:
-
Døgnrytme og søvn
-
Energi, restitution og belastning
-
Opmærksomhed, vaner og digitale påvirkninger
-
Sammenhængen mellem krop, psyke og hverdag
Fokus er på det, der gør det muligt at møde op igen – og blive ved.

Håndholdt betyder løbende justering
Forløbet er håndholdt, fordi det tilpasses løbende. Tempo, belastning og rammer justeres undervejs i takt med, at hverdagen begynder at hænge bedre sammen.
Formålet er at opbygge stabilitet og kapacitet, så hverdagen bliver mere forudsigelig og mindre sårbar.
Tilbage til hverdagen handler om at gøre det muligt at være med i det almindelige liv igen – i et tempo, der kan holde.
Svært ved at trives i skole- eller fritidstilbud?
Mange familier oplever i dag, at mistrivsel fylder mere, end det burde. Selvom vi taler mere åbent om det end tidligere, står mange stadig uden indsatser, der reelt hjælper. Både for de unge selv og for de mennesker, der står tættest på dem.
Uanset om udfordringerne handler om rammer, relationer, en diagnose, mobning eller noget helt andet, opstår der ofte et behov for fælles oplevelser, der kan skabe åndehuller og håb. Også når hverdagen føles tung.
I det håndholdte forløb træner vi sociale og mentale kompetencer gennem samarbejde, leg og skalerbare øvelser, så den unge kan føle sig tryg og deltage på egne præmisser.
GRÅK-PLAY bevægelse af krop og sind
GRÅK hjælper mennesker til at trives i krop og sind.
Det gør vi gennem GRÅK PLAY – en metode, der kombinerer bevægelse, pædagogik og mentalisering. Metoden sikrer, at unge, der har brug for tålmodighed og forståelse, kan trives i bevægelse og at de får en oplevelse af succes og mestring.
Under træningerne bruger vi frie og funktionelle bevægelser, der er naturlige for kroppen, som at kravle, skubbe, trække, flytte, bære, klatre, hoppe, kaste og gribe. Hos os handler det ikke om at blive stærkest, hurtigst eller bedst – men om at være med og få en god oplevelse.
Træningerne i forløbet finder sted på Balticagade 8, Aarhus C.
VEJEN TIL FORANDING
Med forløbet hjælper vi unge, familier og skoler med at genfinde troen på, at forandring er mulig. Ikke gennem hurtige løsninger, men gennem meningsfulde, fælles oplevelser, som kan fungere som et anker, når det stormer.
I vores håndholdte forløb tilknyttes den unge en fast GRÅK-instruktør. Unge under 18 skal desuden deltage sammen med egen støtteperson. I forløbet arbejder vi skræddersyet med den unges forudsætninger og behov og skaber positive fælles oplevelser, som kan brobygges videre ud i hverdagen, også efter tiden hos GRÅK.
Støttepersonen bliver både vidne til den forandring, der opstår, og et talerør for den unge, når behov og potentialer skal oversættes til andre vigtige voksne i den unges liv.
GRÅKs instruktører
Morten Fisker Laursen
Morten er undervisningschef i GRÅK og har arbejdet med mennesker i sårbare positioner i over 10 år. Han har udviklet GRÅK PLAY metoden og certificeret over 100 instruktører.
Uanset problemstillingen, er Mortens tilgang at møde de unge på deres forudsætninger og derfra hjælpe dem med at genfinde troen på sig selv.
Tidligere har han arbejdet med sårbare unge på Ungecentret Skanderborgvej i Aarhus samt taget en række efteruddannelser hos Center For Mentalisering.


Ida Knudsen
Ida arbejder som fysioterapeut og har været GRÅK-instruktør i tre år, hvor hun både har haft åbne hold og håndholdte forløb. Ida arbejder ud fra en vision om at give sin glæde for bevægelse videre til andre. For hende handler GRÅK ikke om præstation, men at vi får skabt et trygt og roligt rum, hvor der er plads til at bevæge sig.
“Når du gråkker sammen med mig, fejrer vi de små sejre. Bevægelse skal ikke være noget, som vi skal, men noget vi synes er sjovt. Derfor er det også enormt vigtigt for mig, at der er masser af godt humør når man gråkker med mig.”
FIND VEJ
Forløbet foregår i Aarhus Crossfits lokaler på Balticagade 8, Aarhus C.
FAQ
Hvad koster et håndholdt forløb?
Forløbets pris pr. mdr. er kr. 2.500,-. I løbet af den håndholdte indsats vil der desuden blive mulighed for at deltage på vores åbne hold uden merpris. Læs mere om holdtyper og priser.
Hvad er en GRÅK instruktør?
En GRÅK instruktør er den håndsrækning, som gør sit bedste for at forstå, hvad lige nøjagtig DU har brug for, for at styrke dig selv igen. Instruktørens fornemste opgave er at sætte sig i dit sted, forstå dine ønsker og forudsætninger og rumme dig fuldt og helt, hvis det ikke går lige efter planen.
Instruktøren skal have relevant faglig baggrund inden for fx psykologi, fysioterapi eller idræt, og derudover være uddannet i GRÅK PLAY metoden, som er en 30 timers certificering med fokus på mentalisering og undervisningsdifferentiering.
En GRÅK instruktør er ikke en støtte-kontaktperson, terapeut eller psykolog. Som udgangspunkt arbejder vi sammen i et afgrænset rum. Har du brug for massiv støtte i hverdagen anbefaler vi fx et af de mange kommunale tilbud.
Vi kan dog sagtens være et stærkt supplement til en eksisterende ydelse, som fx et fast forløb hos en psykolog. GRÅK har desuden deres egen psykolog ansat, som kan tilbyde rådgivning relateret til dit forløb hos os.
Hvor lang tid varer et forløb?
Et håndholdt forløb kan være fra 1-6 måneder. Det aftaler vi individuelt inden vi starter et forløb.
Hvad så efter mit forløb?
Efter endt forløb, er det vores forhåbning at du har lyst til at blive en del af vores Åbne Hold sammen med andre, skønne GRÅK unge. Det åbne hold koster kr. 300,- og giver mulighed for op til tre ugentlige træninger.
Passer jeg ind i GRÅK?
Alle, der har brug for ekstra tålmodighed og forståelse passer ind i GRÅK. Vi går ikke op diagnoser og vil hellere forstå dig som et individ, der lige nu har nogle særlige behov, som vi skal prøve at imødekomme.
Vi kan dog ikke hjælpe, hvis der er en misbrugs- eller kriminalitetsproblematik i dit liv.
Passer mit barn ind i GRÅK?
Vores håndholdte forløb er særligt relevant for unge med skolevægring, angst, depression, autisme og ADHD. Vi arbejder med tydelighed, genkendelighed, rytmer, ritualer og rummelighed, så dit barn kan føle sig trygt og velkomment hos os.
Hvornår kan jeg/mit barn gå til GRÅK?
Lige nu tilbyder GRÅK sit håndholdte forløb i Aarhus. Se ovenstående.
Kan jeg få støtte til et forløb?
Hvis du er en del af et kommunalt tilbud, kan du forhøre om de vil bistå med økonomisk hjælp.
Hvad giver GRÅK PLAY til dig, som er ung?
GRÅK handler om at bevæge kroppen for at få ro i sindet. Der kan være mange grunde til at have det svært, både mentalt og fysisk. Uanset, hvad grunden er, tror vi på, at vi gennem kropslige aktiviteter kan skabe det mentale åndehul og den psykologiske ilt, der kan være et midlertidigt stoplys for blandt andet tankemylder og negativ selvopfattelse.
Vi mødes om en sjov og anderledes tilgang til træning, men det vigtige er tilliden og trygheden. At vi har en god og stærk relation med hinanden er hele forudsætningen for at kunne skabe positiv forandring.
Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig med at få øje på alle de ting, din krop og dit sind faktisk kan, så du kan få nogle vigtige sejre, du kan tage med dig videre i hverdagen, i skole, på arbejde eller øvrig fritidsaktivitet.
Hvad giver GRÅK PLAY til dig, der er støtteperson?
Vi danner rammen om en del af jeres relationsarbejde med den/de unge, hvor I igennem træningen og den rummelige atmosfære om det fælles tredje kan få nogle virkelig gode oplevelser, der styrker tilliden og fortroligheden mellem jer. Med mentaliseringen som afsæt står vi også til rådighed for sparring omkring den unge og de problematikker, der måske kan vise sig undervejs i vores forløb.
Hvordan foregår det, og hvordan melder man sig til?
Hvis du er ung og har en pædagog/kontaktperson/mentor eller lignende "støtteperson" tilknyttet dig, så bed dem om at kontakte os for at finde ud af, om vores tilbud er noget for jer.
Hvis du er pædagog/kontaktperson/mentor eller lignende og har en ung tilknyttet dig, så skriv til elizabeth@graakplay.dk Sekretariatschef Elizabeth Bollerup kan desuden kontaktes på tlf.: 60 55 69 12 mellem 09 og 16 i hverdage.
Hvem kan være med?
Vi er et tilbud for alle over 15 år, der har brug for at blive mødt med tålmodighed og forståelse og ønsker at indgå i et styrkende fællesskab. Vi tilbyder træning 1-2 gange om ugen, og er du ung under 18, vil træningen under opstarten foregå sammen med din pædagog/støtteperson/kontaktperson/mentor etc.
Kan man komme alene?
Hvis du er under 18 år er det ikke muligt at starte et forløb op uden en støtteperson eller lignende. Efter endt håndholdt forløb vil du måske udvikle mod på at indgå i almene træningsfællesskaber uden støtteperson, (det vi kalder åbne hold), så hjælper vi med det.
Er du over 18 kan du modtage et håndholdt forløb uden støtte-kontaktperson.
Hvem kan være støtteperson?
Støttepersonen kan være en pædagog, lærer, kontaktperson eller anden nær relation. Hos GRÅK skal støttepersonen ikke have en bestemt faglighed, men blot være en professionel, der har en forudgående relation til den unge og som vil deltage i træningen på lige fod med den unge. I nogle tilfælde godkender vi også støttepersoner som ikke har en faglig relation til den unge, fx et familiemedlem.
Hvem træner os?
Alle instruktører er uddannede i GRÅK PLAY, hvilket vil sige, at de forstår noget om livet som ung, udsathed og sårbarhed og er gode til at danne relationer til unge, også når de unge har svært ved netop relationerne.
Hvad træner vi?
GRÅK PLAY er baseret på funktionelle bevægelser, dvs. bevægelser der er naturlige for kroppen at lave. Vi har udvalgt en række sjove og utraditionelle redskaber og øvelser, der er super nemme at lære, men som sagtens kan give sved på panden, hvis man selv vælger at give den gas. Det er vigtigt for os at understrege, at formålet med GRÅK PLAY ikke er at skabe atleter, men at styrke unge mennesker i at komme tilbage i trivsel. Vi sætter ingen fysiske krav til deltagelsen hverken før eller under. Man er altid velkommen til at takke nej til en øvelse.
Hvor foregår det?
Lige nu foregår GRÅK PLAY i Aarhus Crossfits lokaler. Her har GRÅK lejet sig ind, og vi har mulighed for at skabe trygge og fortrolige rammer fx med egen indgang og med lokaler, der kan reserveres til formålet. GRÅK PLAY foregår ikke ude i det åbne træningsområde, medmindre den unge specifikt efterspørger det.
Vi arbejder hele tiden for at gøre GRÅK tilgængeligt i flere dele af landet. Kontakt os for at høre mere om mulighederne for at bringe GRÅK træning til din skole, kommunale tilbud, fritidsordning, træningscenter eller andet.
Kan man få en rundvisning eller en prøvetime?
Man er mere end velkommen til at kontakte os for en rundvisning og/eller en prøvetime. Vi ønsker selvfølgelig, at så mange som muligt benytter sig af vores tilbud.
Hvad skal jeg vide om ansvar og forsikring ved deltagelse i GRÅK?
Ved deltagelse i aktiviteter i GRÅK, gør vi opmærksom på, at al træning og ophold sker på eget ansvar.
Det er deltagerens eget ansvar at være tilstrækkeligt forsikret i tilfælde af ulykke eller skade under træning eller ophold i foreningens lokaler eller øvrige aktiviteter.
Vi anbefaler, at alle deltagere har en gyldig fritidsulykkesforsikring.
Hvis deltageren er med som led i en institutionel ordning (fx skole, bosted eller lignende), er det institutionens ansvar at sikre, at der er tegnet relevant forsikringsdækning.
GRÅK kan ikke drages til ansvar for skader på personer eller ejendele, der opstår i forbindelse med deltagelse i vores aktiviteter.
Ved indmeldelse bekræfter deltageren (eller dennes værge), at dette er læst og accepteret.
Kontakt os endelig for yderligere spørgsmål.
