FAQ
Hvad giver GRÅK PLAY til dig, som er ung?
Vi mødes om den sjove og anderledes træning, men det vigtigste er fællesskabet, hyggen og trygheden. Og så træner din kontaktperson med dig, så der er rig mulighed for at få nogle fede oplevelser sammen. Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig med at få øje på alle de ting, din krop og dit sind faktisk kan, så du kan få nogle vigtige sejre, du kan tage med dig videre i livet fx til dit kommende job eller din skolegang/uddannelse.
Hvad giver GRÅK PLAY til dig, der er kontaktperson?
Vi danner rammen om en del af jeres relationsarbejde med den/de unge, hvor I igennem træningen og den rummelige atmosfære om det fælles tredje kan få nogle virkelig gode oplevelser, der styrker tilliden og fortroligheden mellem jer. Med mentaliseringen som afsæt står vi også til rådighed for sparring omkring den unge og de problematikker, der måske kan vise sig undervejs i vores forløb.
Hvordan foregår det, og hvordan melder man sig til?
Hvis du er ung og har en pædagog/kontaktperson/mentor eller lignende tilknyttet dig, så bed dem om at kontakte os for at finde ud af, om vores tilbud er noget for jer.
Hvis du er pædagog/kontaktperson/mentor eller lignende og har en ung tilknyttet dig, så skriv til info@graakplay.dk. Sekretariatschef Elizabeth Bollerup kan desuden kontaktes på tlf.: 60 55 69 12 mellem 09 og 16 i hverdage.
Hvem kan være med?
Vi er et gratis tilbud for sårbare, udsatte eller ensomme unge mellem 13 og 30 år, der ønsker at indgå i et styrkende fællesskab. Forløbet varer op til 3 måneder, men efter aftale kan det forlænges. Der aftales egenbetaling efter 3 måneder.
Vi tilbyder træning 1-2 gange om ugen, og under opstarten vil træningen foregå sammen med den unges pædagog/kontaktperson/mentor etc.
Kan man komme alene?
Det er ikke muligt at starte et forløb op uden en pædagog/kontaktperson/mentor eller lignende, men med tiden vil nogle måske udvikle mod på at indgå i almene træningsfællesskaber, (det vi kalder åbne hold), så hjælper vi med det. Nogle vil måske have mod på et virke som mentor for andre udsatte, hvilket vi også støtter op om.
Hvem træner os?
Alle instruktører er uddannede i GRÅK PLAY, hvilket vil sige, at de forstår noget om livet som ung, udsathed og sårbarhed og er gode til at danne relationer til unge, også når de unge har svært ved netop relationerne.
Hvad træner vi?
GRÅK PLAY er baseret på funktionelle bevægelser, dvs. bevægelser der er naturlige for kroppen at lave. Vi har udvalgt en række sjove og utraditionelle redskaber og øvelser, der er super nemme at lære, men som sagtens kan give sved på panden, hvis man selv vælger at give den gas. Det er vigtigt for os at understrege, at formålet med GRÅK PLAY ikke er at skabe atleter, men at styrke unge mennesker i at komme tilbage i trivsel. Vi sætter ingen fysiske krav til deltagelsen hverken før eller under. Man er altid velkommen til at takke nej til en øvelse.
Hvor foregår det?
Lige nu foregår GRÅK PLAY i Aarhus Crossfits lokaler. Vi arbejder på at udbrede GRÅK til resten af landet. Hør evt. hvor langt vi er kommet, hvis du ikke bor i Aarhus.
I Aarhus CrossFit, hvor GRÅK har lejet sig ind, har vi mulighed for at skabe trygge og fortrolige rammer fx med egen indgang og med lokaler, der kan reserveres til formålet. GRÅK PLAY foregår ikke ude i det åbne træningsområde, medmindre den unge specifikt efterspørger det.
Kan man få en rundvisning eller en prøvetime?
Man er mere end velkommen til at kontakte os for en rundvisning og/eller en prøvetime. Vi ønsker selvfølgelig, at så mange som muligt benytter sig af vores tilbud.
Hvad forventes af mig?
Vi samarbejder med Idrættens Analyseinstitut, så på et tidspunkt vil en medarbejder derfra gerne have en kort samtale med dig om, hvad du synes om GRÅK PLAY.
Kontaktpersoner/pædagoger/mentorer og lignende vil blive bedt om at udfylde et spørgeskema udleveret af Idrættens Analyseinstitut.
Hvad nu, hvis GRÅK PLAY ikke lige er mig?
Det gør ingenting, så har du prøvet det. Vi vil dog stadig blive glade, hvis du vil give os noget feedback på, hvorfor det ikke lige var dig
Er der nogen, der ikke kan deltage i GRÅK PLAY?
Hvis man har et aktivt stofmisbrug eller er aktivt medlem af en rockerklub eller en bande, så er vi nødt til at takke nej til henvendelsen. Det gør vi for at kunne passe bedst på alle omkring os.
Udover det så ønsker vi som sagt at hjælpe så mange unge som muligt.
Kontakt os endelig for yderligere spørgsmål.